Job`s hjørne
Når vi har natkirke, kan man skrive en lap papir
med en klage til Gud og sætte den på et trækors
i kirken. Her kan vi skrive vores mest
højtråbende, følelsesladede og nogle gange vrede
bønner til Gud – uden at andre ser det. Dette
kors kalder vi for Job's hjørne.
I Det Gamle Testamente i Bibelen finder man
fortællingen om Job, der rammes af den ene
ulykke efter den anden. Han mister sin familie,
sit hjem - faktisk alt, hvad der betyder noget
for ham. Han vender sig i sorg og vrede til Gud
for at få en forklaring på, hvorfor alle disse
dårlige ting, rammer ham. I historien møder vi
også Jobs tre venner, som skælder ham ud for at
kræve forklaringer af Gud. Men til sidst i
fortællingen siger Gud til Jobs venner, at de
har handlet forkert mod Job. Gud giver ikke Job
en begrundelse for alle ulykkerne. Men han møder
Gud og får en frisk start på livet. Historien
fortæller os om, at Gud ikke går i stykker, når
vi er ærligt råber til ham om de ting, vi synes
er uretfærdige i vores liv. Vi kan ikke
forvente, at vi får et klart svar om, hvorfor
ulykker rammer os. Ikke alt i verden og vores
liv har en logisk forklaring. Men vi kan
forvente at Gud lytter til os og tager sig af
os, og at han rent faktisk interesserer sig for
vores liv, og for det vi vil snakke med ham om –
uanset hvordan vi har det. |